LGBT-aktivisme i Skandinavia

En skandinavisk forskningsgruppe skal undersøge skandinavisk LGBT-historie, og forteller her hvad der er særegent for den skandinaviske tradition, og hvordan årtiers kamp for anerkendelse og ligeberettigelse har afstedkommet en forandring uden sidestykke.

Forholdene for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede har forandret sig drastisk i Skandinavien igennem de sidste 70 år. LGBT-personer, som det hedder i dag, var diskriminerede, stigmatiserede og sygeliggjorte, men de sidste mange årtiers kamp for anerkendelse og ligeberettigelse har afstedkommet en forandring, vi bør anerkende som en kulturforandring, der i historisk og globalt perspektiv stort set er uden sidestykke.

For 70 år siden

For 70 år siden turde homoseksuelle ikke tale åbent om deres seksualitet; de var udsat for diskrimination i straffeloven og en række andre love; ja, i Norge var det sågar kriminelt at dyrke sex med en af samme køn (selv om denne lov stort set ikke blev anvendt i det tyvende århundrede). Selv folk, der anså sig selv for at være progressive og tolerante overfor homoseksuelle, betragtede homoseksualitet som en begrædelig sygdom, der forhåbentlig med tiden kunne udryddes; dog mente de at vi skulle behandle de homoseksuelle pænt, når de nu engang var sådan.

Biseksuelle mennesker har haft svært ved at blive anerkendt, som det, de følte sig som. De blev ofte betragtede som forrædere i begge lejre, og adskillige psykiatere benægtede at biseksualitet overhovedet fandtes. Transkønnede er først det seneste årti eller deromkring begyndt at blive talt positivt om i offentligheden. Transkønnede fik typisk ikke muligheden for at udtale sig på egne vegne, nej, man lod en overlæge om at forklare hvad vi skulle mene om den slags mennesker.

Bildet kan inneholde: Tekst, Linje, Font.
Illustrasjonsfoto: Colourbox.no

Status i dag

I dag oplever homoseksuelle og i nogen grad biseksuelle en anerkendelse og inklusion ingen havde turdet håbe på for nogle årtier siden. Diskrimination i lovgivningen bliver systematisk fjernet, og det er ikke bare den ene eller den anden homoseksuelle politiker eller aktivist, der driver dette arbejde. Nej, antidiskriminationspolitik i forhold til samkønnet seksualitet er blevet mainstream i mange partier i Skandinavien. Transkønnede begynder nu at kunne tørre stigmaet og sygeliggørelsen af sig, men kæmper stadig med en paternalistisk holdning inden for sundhedssystemerne.

Skandinavisk forskningsgruppe

Hvordan er vi kommet dertil? Det er et spørgsmål jeg og to andre forskere fra Danmark, Sverige og Norge har sat sig for at udforske. Vi har fået økonomisk støtte fra Vetenskapsrådet i Sverige til et 4-årigt projekt med titlen ”En nordisk queer-revolution? Homo- og transaktivisme i Danmark, Norge og Sverige 1948-2018”. Vi vil undersøge inklusionspolitikkens rødder og problemer, og se på hvordan LGBT-personer har været med til at forme politikken. LGBT-politik har altid været grænseoverskridende. Idéer, organisationer, mennesker og politiske forslag er flydt frem og tilbage gennem de skandinaviske lande. Derfor vil vi forsøge netop ikke at opstille en konkurrence de tre lande imellem om hvem der kom først, eller hvem der var bedst. I stedet vil vi se hvordan vi har inspireret hinanden og samarbejdet i Skandinavien i LGBT-spørgsmålet.

Når det nu i så høj grad er lykkedes at ved ikke mindst nordisk samarbejde og inspiration at skabe inklusion for LGBT-personer i Skandinavien, kan denne historie måske være med til at inspirere os til hvordan den erfaring kan bruges på andre områder i fremtiden.

Vi er først her i år kommet i gang med vores projekt, og nogle af os har ikke haft tid endnu til at arbejde på projektet, men skal rigtig i gang i efteråret, så vi har ikke alle svarene endnu.

Vi har også forskellige holdninger til spørgsmålet om hvordan man skal beskrive LGBT-personers situation i Skandinavien i dag, og hvilken vej vi skal gå fremover. Vi ser det som en styrke at vi kan samarbejde på tværs af lande, på tværs af politiske holdninger og også på tværs af fag – da vi er historikere, etnologer og en socialantropolog. Det siger sig selv at denne artikel dermed ikke taler på hele gruppens vegne, men bare på mine egne vegne.

Homo-, bi- og transaktivisme i Skandinavien

Homo-, bi- og trans-aktivisme i Skandinavien har ikke altid gået hånd i hånd under paraplybegrebet LGBT. Det er en temmelig ny udvikling. Den homoseksuelle aktivisme startede Skt. Hans Aften i Danmark 1948, hvor en lille gruppe af bøsser grundlagde det, der snart skulle blive kendt som Forbundet af 1948. Foreningen var dansk, men fik kort efter ’lokalafdelinger’ i Norge og Sverige. Disse brød dog ret hurtigt ud og gjorde sig selvstændige. I dag hedder den danske forening LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, i Norge FRI – Foreningen for kjønns- og seksualitetsmangfold, og i Sverige RFSL – Riksförbundet för sexuellt likaberättigande. Alle er de fortsættelser af det forbund, der blev stiftet i 1948.

Forholdene har forandret sig

Frem til 1970’erne var disse foreninger stort set de eneste der samlede homoseksuelle (og i nogen grad biseksuelle), men med ungdomsoprøret og den socialistiske vækkelse i kølvandet herpå, kom nye foreninger til med klare socialistiske paroler. Nogle af disse er gået i sig selv igen, mens andre er blevet opslugt af de store foreninger, og en række nye foreninger er kommet til. Særligt siden 1990’erne er aktivismen blomstret op igen, og de store organisationer har gjort en indsats for at inkludere mere end bare bøsser og lesbiske, men også for eksempel biseksuelle, transpersoner, og intersex-personer.

Bildet kan inneholde: Bygning, Arkitektur, Svart og hvit, Hus, Monochrome.
Illustrasjonsfoto: Stonewall Inn slik det så ut i 1969. I vinduet kan en lese: „We homosexuals plead with our people to please help maintain peaceful and quiet conduct on the streets of the Village". Diana Davies © New York Public Library (wikipedia.org, CC BY-SA 3.0).

Gay Pride 2019: 50-årsdag for Stonewall-oprøret

I år fejrer LGBT-miljøer i hele verden 50-årsdagen for oprøret i Christopher Street i New York den 28. juni 1969. Det vi i dag kender som ’Gay Pride Parades’ har faktisk altid været en mindehøjtidelighed eller markering af netop dette oprør, og blev holdt første gang i New York i 1970. I 1971 blev den første ’Christopher Street Liberation Day’, som det blev kaldt, afholdt i København af Forbundet af 1948, og i dag er paraderne en af de største offentlige kulturelle begivenheder i alle de skandinaviske hovedstæder.

Stonewall-oprøret, som det også kaldes, er en betegnelse for tre dage og nætter med gadekampe mellem politi og bøsser, lesbiske, transvestitter og trans-personer. Politiet havde rutinemæssigt ryddet ’The Stonewall Bar’ i Christopher Street på Manhatten. Det var der ikke noget overraskende ved. Homoseksualitet var kriminelt dengang i USA, og politichikane og vold var dagens orden for seksuelle og kønnede minoriteter.

Det overraskende var at transvestitterne, lebberne, bøsserne og alle de andre slog igen. Brostenene begyndte at flyve gennem luften, og LGBT-personer (som de siden skulle blive kaldt) fik indgydt en kampånd og en selvrespekt, de ikke havde oplevet før. I amerikansk LGBT-historie er 1969 et årstal, der deler alting op i et ’før’ og et ’efter’. Intet blev det samme igen.

En skandinavisk tradition: opfordring til og fejring af synlighed

Traditionen med at markere årsdagen for oprøret har bredt sig fra New York til hele verden, og det har desværre givet anledning til den misforståelse at Stonewall-oprøret var det definerende øjeblik for LGBT-personer i alle lande. En klassisk amerikansk kulturimperialistisk idé – hvis man skal sige det lidt skarpt. Og det skal man - for i Skandinavien har vi en aktivistisk historie, der går længere tilbage end 1969, og det er blandt andet det, vi vil vise med vores forskningsprojekt. Forholdene var også meget anderledes i Skandinavien end i USA i 1969. Politivold mod seksuelle og kønnede minoriteter og kriminalisering af ikke-heteroseksuel sex var allerede overståede kapitler i Sverige og Danmark, og var på tærsklen til at blive ændret i Norge. I Skandinavien blev de årlige Gay Pride Parades da også i højere grad fortolket og markedsført som en opfordring til og en fejring af synlighed, snarere end en protest mod voldelig repression.

Andre logikker og tidslinjer i Skandinavien?

I Danmark, som jeg har studeret nærmest, var det ikke 1969 der var skelsåret for LGBT-politik, eller homo-politik, som det snarere var dengang. Debatter mellem politikere, meningsdannere og aktivister havde i 1950’erne og 1960’erne ændret synet på homoseksualitet fra et ’problem’ der skulle udryddes til en gruppe mennesker, der burde inkluderes i samfundet. Det bliver spændende i min del af vores projekt at se på hvad skelsårene er for Sverige og Norge. Uanset hvad, så må vi forvente andre logikker og andre tidslinjer end dem, de følger i USA. Velfærdsstaten, ligestillingsideologien, og fraværet af en rabiat konservativ kristendom (i hvert fald i Danmark – men hvordan med Sverige og særligt Norge?) satte helt andre rammer for diskussionen om LGBT-personer.

I Skandinavien er vi gode til i god protestantisk ånd altid at kritisere os selv for ikke at være gode nok. Men netop på LGBT-området er det værd at stoppe op, og glæde os over den udvikling, vi har set de sidste årtier. Der er både strukturelle og mere konkrete årsager til at vi er særskilt gode lande at være LGB- eller T-person i. (Men vi skal ikke lade os forlede af LGBT-akronymet til at tro at alle mennesker under denne paraply nyder lige stor anerkendelse i samfundet.)

De skandinaviske velfærdsstater har igennem hele det tyvende århundrede frigjort mennesker fra deres familier og deres umiddelbare lokalmiljø. Du kan overleve selv om du står alene. Det har skabt grobund for en individualisme, der rent strukturelt har banet vejen for at vi kan gøre køn og seksualitet på forskellige måder. Ligeledes har den stærke sekularisering skabt mulighed for en ’privatisering af seksualmoralen’. Det er altså ikke seksualpolitiske aktivister, der har al æren for at forholdene for LGBT-personer er blevet bedre. Det kan i høj grad tilskrives udviklingstendenser, der har deres rod andre steder.

Historien udvikler sig ikke af sig selv

Men i 50-året for Stonewall-oprøret, og den kampgejst det bragte med sig over hele verden, og 71-året for oprettelsen af de skandinaviske homo-aktivistiske foreninger er der dog alligevel grund til at fejre aktivisterne. Historien udvikler sig ikke af sig selv. Der skal handles og spildes, der skal skubbes og trækkes. Nogle skal indtage upopulære og kontroversielle standpunkter uden af få tak for det i deres samtid. Og hvis det ikke havde været for aktivisterne var liberaliseringen af seksualmoralen nok ikke blevet fulgt op af et miljø, hvor man kunne møde op og være anderledes sammen med de andre, der var anderledes. Det havde været en kold og steril liberalisering. Ikke som nu, hvor den fejres af glade mennesker med glitter, glans og festligt humør.

Av Peter Edelberg, lektor, Saxo-Instituttet - Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin, Københavns Universitet
Publisert 11. juni 2019 15:12 - Sist endret 14. juni 2019 17:12